Lægestuderende: Vi er nødt til at være afklarede omkring vores værdier

Jeg sad engang i en diskussion med en studiekammerat om de klassisk debatterede emner som abort og aktiv dødshjælp. Der var en klar uforståenhed over for min holdning om, at abort i udgangspunktet er forkert. Den umiddelbare tanke om at fratage nogen dette valg og dermed begrænse friheden for et menneske, er forståeligt nok kontroversiel i et samfund, hvor friheden er i højsædet.

Samtalen ebbede dog stille ud, da vi sammen undersøgte grundlaget for abortgrænsen i Danmark. Den er ikke sat efter bestemte embryologiske stadier, men udelukkende på baggrund af det tekniske i proceduren.

Det var ikke rigtig mere at snakke om efter dette. Det var, ligesom motoren for samtalen var gået i stå. Hvis samtalen om emnet skulle have fortsat, ville det kræve en videre tankerække om, hvad der så sætter grænsen for liv, og igen hvorfor livet er værd at bibeholde.

Blodtryksforhøjende diskussioner?

Mit indlæg her skal slet ikke handle om abort, men om grundlaget for at kunne føre sobre og ligefrem givende diskussioner, samtaler og debatter med andre. For at vores samtaler ikke skal ende med et forhøjet blodtryk er det vigtigt, at vi har en forståelse af både egne og andres værdier.

Substansløse holdninger - svævende samtaler

Som kristen er jeg privilegeret med en Bibel, der giver mig et livsgrundlag og livsværdier. Selvom Bibelen ikke er et opslagsværk med svar på alt, giver den et grundlag, jeg kan navigere ud fra. Andres holdninger er ofte uden et specifikt grundlag og mere populistiske, hvilket til tider også gælder for kristne. Det giver substansløse holdninger, som ikke kan forklares på et dybere plan. Det positive ved en diskussion vil hurtigt ende, hvis ingen er gået dybere ned i deres holdninger, da man vil snakke om den samme ting fra to forskellige udgangspunkter.

Lidt som at diskutere vejret i telefon med nogen, der sidder i Stockholm, mens man selv er i København. Hvis begge tror man sidder Berlin, kan samtalen hurtigt glide ud af en tangent. Men er man klar over, hvor man selv er, og hvor den anden er, vil man kunne føre en fornuftig samtale.

Personligt drømmer jeg om, omend lidt utopisk, at alle diskussioner starter med en definering/afklaring af ens livsværdier, og hvor de stammer fra. For selvom den anden står et sted, jeg ikke forstår, er det den eneste måde, hvorpå vi kan føre en samtale, der fører noget godt med sig.  Vi må altså træde tættere på hinanden, omend det er svært. 

Jeg kan ofte selv fordømme folk udelukkende på baggrund af en bestemt holdning. Men vrede mod vrede fører intet godt med sig, påpegede en god ven. Jeg ved med mig selv, at andres holdninger kan være langt ude og modsatrettede i forhold til mine, men jeg håber, jeg kan få en god samtale med dem, forstå, hvor det er min studiekammerat står, lære af ham og omvendt. Ja måske kan vi endda begge udfordres til at finde ud af, hvad der ligger til grund for vores værdier.

Tobias Lyster Kjøller, stud.med., KU. Dette er mit første blogindlæg, så al kritik og respons modtages med kyshånd (mailadresse: tobiaskjoller(at)gmail.com). Jeg blogger om det at stå i en lægefaglig verden med kristne briller. Det giver et anderledes syn på mange problemstillinger og ofte lidt stof til eftertanke.