Den nødvendige prioritering

Som læge skal man være opmærksom på at tage så meget vare på sig selv, at man ikke automatisk sætter patienters behov over ens egne, mener psykolog Ole Rabjerg. Samtidig har man brug for at kunne navigere i de mange slags krav, man i øvrigt møder i sit arbejdsliv.

Psykolog Ole Rabjerg fra Agape holder på Kristelig Lægeforenings forårsmøde i Aarhus et oplæg med overskriften ”Stress og prioriteringer i hverdagslivet”. De to ting hænger nøje sammen – uden at det dog betyder, at stress bare er noget, der skal undgås.

”Man kan godt tale om den sunde stress i den forstand, at stressreaktionen er en normal kropslig reaktion, som kan hjælpe os til at yde optimalt i en presset situation. Dér hvor stressreaktionen bliver usund, det er, hvor den også er der på den længere bane. Men kortvarigt har vi sådan set godt af, at der er nogle opgaver som stiller særlige krav og giver udfordringer,” forklarer Ole Rabjerg.

Hvis vi derimod bliver overbelastet gennem en længere periode, kan det som bekendt få negative konsekvenser. Og en del af udfordringen kan i den sammenhæng være, at vi ikke nødvendigvis selv bemærker, at vi er overbelastede.

”Nogle lægger ikke mærke til deres symptomer. Når tempoet er højt, er det ofte sådan, at de sensoriske informationer, vi får fra kroppen, bliver svagere. Jeg plejer at sammenligne det med, at når vi er ude på fodboldbanen og i kampens hede får et los over benet, så mærker vi det måske knap nok. Men dagen efter opdager vi et stort blåt mærke og aner ikke, hvor det kommer fra,” siger Ole Rabjerg.

Nogle gange kan vi altså have brug for, at komme ned i tempo for ordentligt at kunne mærke, hvad kroppen fortæller os. Men symptomerne kan naturligvis være der, også når vi er oppe i tempo.

”Nogle af de klassiske symptomer på overbelastning er, at vi får søvnforstyrrelser, og vi reagerer med irritabilitet i forhold til vores nærmeste, når vi kommer hjem fra arbejde. Eller det kan være, vores humor forsvinder,” nævner han.

Bliver ramt på empatien

Inden for lægeverdenen er der efter Ole Rabjergs vurdering især to typer af faktorer, der kan udløse den usunde stress. Den første af dem gælder sådan set for alle former for omsorgspersonale.

”Mange i sundhedsverdenen har et stort hjerte for andre mennesker. Og de fleste læger kommer jo i det daglige i kontakt med mennesker, som virkelig har nogle alvorlige behov, der skal imødekommes og håndteres. Men der kan ske det, at lægen bliver så optaget af andre menneskers sundhed og trivsel, at han eller hun kommer til at nedprioritere og negligere sine egne behov. Eller måske glemme dem helt,” påpeger Ole Rabjerg.

Den lidt uhyggelige konsekvens kan være, at det hjerte, man oprindelig havde for sine patienter, så at sige begynder at skrumpe.

”Noget af det, der kan ske, når vi bliver stressede gennem længere tid, er, at empatien for andre mennesker begynder at blive ramt. Den medfølelse, jeg tidligere havde med fru Jensen dernede på Stue 9 – hende jeg virkelig skulle tage vare på – den medfølelse er forsvundet, og nu er jeg egentlig ligeglad med, at hun ligger dernede og har så ondt. For der er sket en forandring med mig som følge af en langvarig overbelastning, som har ført til udbrændthed.”

Kollegaer har måske bemærket forandringerne gennem længere tid uden at sige noget.

”Der kan virkelig ligge en udfordring i, at en læge ikke selv rigtig lægger mærke til sådan noget, før det er så grelt, at folk begynder at kommentere det. Men det handler simpelthen om, at der er sket en forandring i hjernen på baggrund af den der overbelastningstilstand. Og det er et symptom, der er lige så konkret som andre symptomer,” lyder det fra Ole Rabjerg.

Pas på perfektionismen

Den anden form for stresspåvirkning, som han mener, at læger i særlig grad kan være udsat for, drejer sig om forskellige former for krav.

”Et af dem er effektivitetskravet – altså, at der virkelig skal bankes meget igennem. Et andet ligger i fagfagligheden. Der er rigtig meget fokus på at være fagligt dygtig, hvilket jeg i øvrigt tror, vil blive endnu mere udtalt i fremtiden. Og Patientklagenævnet får mere og mere at lave, og samtidig kan der i stigende grad ligge en trussel om at få en mediesag på sig, hvis man begår en fejl,” siger Ole Rabjerg.

Endelig er der hele advokatdelen, altså at man risikerer at få en decideret sag på halsen.

”Det har vi ikke set så meget af her i Danmark endnu. Men hvis vi kigger mod USA, så er der jo meget mere af det. Og mon ikke også, det i stigende grad kan blive en trussel for læger herhjemme?”

Når det gælder håndteringen af de mange krav, kan et symptom på overbelastning være, at man bevæger sig i retningen af det overdrevent perfektionistiske.

”Man lægger et meget stort pres på sig selv og skal hele tiden stoppe op og tjekke,” siger Ole Rabjerg.

En negativ spiral

For ikke at blive overbebyrdet af de konstante behov og krav er det nødvendigt med prioritering.

”At prioritere handler om at forsømme noget – og at forsømme i den rigtige retning. Det kan lyde enkelt, men det er jo kompliceret. Prioritering er en måde at navigere i den situation, at behovene er større end ressourcerne. Og et vigtigt element i den sammenhæng er jo, at jeg husker at drage omsorg for mig selv. Altså, at det ikke bare gælder prioritering af nogle behov, der ligger derude, men også mine egne behov for trivsel – for selv at være et menneske med nogle behov,” uddyber Ole Rabjerg.

”Behovsprioritering handler om at fravælge noget. Og det kan skabe en masse svære følelser i os, sådan at vi ikke vil tillade det. Det er jo så dér, der er risiko for, at vi får stress.”

Men nødvendigheden af prioriteringer vil næppe blive mindre, som samfundet udvikler sig i disse år.

”Vi er inde i en negativ spiral. For vi lever i en verden, som kan mere og mere, men hvor ressourcerne ikke kan følge med. Tidligere i historien stod man over for mange sygdomme og måtte bare se til. I dag ved vi for det meste, at vi kan gøre det og det. Men vi har ikke råd til at gøre det. Eller vi har ikke personale til det.”

Hør autoriseret psykolog Ole Rabjerg fortælle om stress og prioriteringer på Kristelig Lægeforenings forårsmøde den 25. marts 2017 klokken 14-17 i Christianskirkens lokaler, Frederikshaldsgade 15, 8200 Aarhus N.

 

 


"Vi ved ikke, om screeningerne gør mere skade end gavn"

John Brodersen er speciallæge i almen medicin, ph.d. og professor ved Afdeling for Almen Medicin ved Københavns Universitet og i Region Sjælland. Han skal tale ved Kristelig Lægeforenings vintermøde 28. januar 2017 om medicinsk screening og borgerinformation.

Vi fangede ham på vej til arbejde til en snak om, hvorfor det er så vigtigt at diskutere spørgsmålet om screeninger:

Hvad er din motivation for at beskæftige dig med medicinsk screening?

"Jeg har haft to meget afgørende oplevelser under min uddannelse i almen medicin, som fik mig til at undre mig over, om sundhedsvæsnet nu også kun 'gør godt'.

 Den første oplevelse havde jeg i Brystkirurgisk ambulatorium, hvor jeg som unge læge var vidne til, at både de kvinder, der blev diagnosticeret med brystkræft og de, der fik at vide, at de var raske, fik samme voldsomme, følelsesmæssige reaktion: de brød simpelt hen sammen, græd og udviste i det hele taget stærke følelsesmæssige reaktioner. 

Samtidig blev jeg undervist i screening, hvor Inga Marie Lunde fra Silkeborg fortalte os om de talrige undersøgelser, kvinder gennemgår i forbindelse med mammografiscreeningerne. Nogle af kvinderne går til undersøgelser over perioder på halve og hele år, før de får en afklaring.

De to oplevelser gav mig interesse for at undersøge det, man kan kalde 'falsk alarm', eller 'falsk positiv'. Når raske mennesker fejldiagnosticeres som følge af falsk positive screeningssvar, er det jo sundhedsvæsenet, der gør raske mennesker syge. Den falske alarm skader det enkelte menneske både psykisk, fysisk, økonomisk og tidsmæssigt, men den skader også samfundet ressourcemæssigt." 

Ikke alt skal ses inden for en medicinsk forståelsesramme

"Min interesse har de senere år bevæget sig hen mod det, man kan kalde overdiagnostik. Som jeg ser det, betyder selve muligheden for diagnostik, at vi som sundhedsvæsen begynder at producere patienter og dermed bruge ressourcer på borgere, der ikke er patienter. For selvom vi kan påvise forandringer i kroppen eller en forhøjet risiko for bestemte sygdomme, behøver det jo ikke at betyde, at borgeren rent faktisk bliver syg. 

Et konkret eksempel på overdiagnosticering er spørgsmålet om social ulighed i sundhed. Der findes nogle, der tror, at vi kan løse spørgsmålet om social ulighed i sundhed ved at forebygge og behandle sygdomme. Men vi kan altså ikke forstå alle problemer i befolkningens hverdag ud fra et medicinsk perspektiv. Social ulighed er primært ikke et sundhedsproblem, det er et socialt problem. Nogle af de lidelser, dårligdomme og andre problemer, socialt udsatte mennesker kæmper med i deres hverdag, er symptomer på noget andet end en biomedicinsk sygdom og/eller en psykiatrisk lidelse. Det er altså ikke medicinsk-relaterede, men andre (f.eks. kulturelle, strukturelle eller økonomiske) forhold, der er blandt årsagerne til lidelsen."

Hvad ser du som den største etiske udfordring pt., hvis vi zoomer ind på emnet fosterdiagnostik?

Fosterdiagnostisk er et stort etisk dilemma, fordi vi her går ind og udfordrer, hvad der er 'normalt' og 'unormalt'. Hvornår er man rask? Hvornår er man syg? Teknologien er i en rivende udvikling, og lige nu kan vi identificere nogle sygdomme – den teknologi, der er på vej, kan identificere endnu flere. De etiske dilemmaer på det her område bliver kun større, og det bliver svært at sætte grænser for, hvad vi opfatter som et normalt og unormalt liv.

Hvis jeg skal give et eksempel: Ved undersøgelser med NIPT (Non-invasive prenatal testing) tager man en blodprøve hos moderen, hvorefter barnets gener kan kortlægges. Hvis vi nu kender genet for familiær hyperkolesterolæmi (arveligt forhøjet kolesteroltal) og kan se det hos fostret via NIPT, mener vi så, at det barn nok ikke er rask nok til at leve? Aktuelt ved vi, at behandlingen for hyperkolesterolæmi sænker risikoen for hjertekarsygdomme, men vi har ikke ret god evidens for, hvor godt behandlingen virker. Skal vi så anbefale en abort af det barn, der bærer sygdomsgenet?

I tillæg til disse spørgsmål er der også den problematik, at alle andre screeningsprogrammer handler om dig selv. Det gør fosterdiagnostik ikke - og det gør om muligt emnet endnu mere udfordrende."

Hvad vil du gerne, at vi tager med hjem fra dit oplæg ved vintermødet?

"Medicinsk screening har både mulige gavnlige virkninger og mulige utilsigtede virkninger, men lige nu bliver der forsket meget mere i de gavnlige virkninger end i de skadelige. Så vi skal som lægestand have meget større fokus på de mulige utilsigtede virkninger, så der kommer balance. Aktuelt kender vi ikke balancen mellem skade og gavn i de nationale screeningsprogrammer, der er blevet indført.

Jeg vil appellere til, at vi som læger tager ansvar for at fastholde, at vi skal handle på evidens og ikke på følelser. Som det er nu, er der blandt journalister, politikere, industrien, læger og generelt i sundhedsvæsnet en alt for positiv diskurs omkring forebyggelse og screening. Så vi er oppe mod meget stærke forforståelser og følelser, næsten religiøse følelser. Med læge Ole J. Hartlings ord kunne man kalde det 'sundhedisme'. 

Jeg vil gerne gøre meget mere opmærksom på, at det vi har 'på hylderne' i sundhedsvæsnet ikke er uskadeligt – som læger har vi et ansvar for at undersøge varen ordentligt, før vi ordinerer behandlingen."

 

 


"Jeg vil gerne skelne mellem helbredelse og at blive rask"

I dag har læger en højtspecialiseret uddannelse og evidensbaseret tilgang til sygdom og lidelse, når de møder deres patienter. Det er godt og vigtigt. Alligevel søger flere og flere mennesker mod alternativ behandling. Hvorfor? 

Vi har spurgt missionspræst Ole Skjerbæk Madsen, der deltager i Kristelig Lægeforenings vinter- og forårsmøder:

"En af grundene til, at mennesker søger alternativ behandling er, at de ikke føler, der bliver taget hensyn til dem som hele mennesker. Jeg tror også, folk har en oplevelse af, at lægen ikke rigtig har tid til dem. Lægerne er under pres. Reaktionen bliver, at patienten oplever at møde et reduktionistisk verdensbillede hos den medicinsk uddannede læge. Det ligger selvfølgelig i uddannelsens natur, og det skal man ikke sige noget negativt om." 

"Udfordringen for læger og sundhedspersonale (der jo ofte er specialiserede) er at fastholde en holistisk forståelse af mennesket. Udfordringen for kirken er at vise, at det kristne syn på mennesket også er holistisk. I den alternative verden møder mennesker en helhedsorienteret tilgang til deres situation. Denne tilgang har den kristne tilværelsesforståelse også."

Det sker, at vi som læger møder patienter, der spørger os til råds om alternative helbredelsesmetoder. Hvad skal vi svare dem?

"Lægen må beholde et åbent sind for, at den alternative behandler måske har fat i noget, lægen ikke har fat i. Men patienten skal opfordres til at spørge ind til, på hvilket grundlag, den alternative helbreder arbejder. Det vil være helt afgørende. Man kan ikke forlange en naturvidenskabelig forklaring på, hvad den alternative helbreder gør. Mange fortæller at have fået det bedre af alternativ behandling, og hvad skal man tilskrive det, placebo? Det er jo lige meget for patienten, her hjælper lægens skepsis ikke noget. Men lægen kan hjælpe patienten til at stille nogle spørgsmål til den alternative behandler om vedkommendes uddannelse, godkendelse og tilknytning til anerkendte alternative behandlerforeninger."

"Når det gælder mindfulness, er det ligeledes vigtigt at påpege, at på trods af de meget positive virkninger, er det ikke et universallægemiddel. Det kan, specielt i sammenhæng med kognitiv terapi, få et meget sekulært udtryk. Men som med alt andet, vi praktiserer, er der ofte knyttet en bestemt tilværelsesforståelse til udførelsen af mindfulness. I dette tilfælde er denne tilværelsesforståelse buddhistisk.

Er der noget, man som læge ikke skal blåstemple?

"Man skal advare mod det, hvis en healer arbejder sammen med "spirit guides". Så kommer man ind i en anden åndelig sfære, hvor man kan komme under indflydelse fra åndsmagter."

Hvad er helbredelse? Ser vi forskelligt på dette som læger og alternative behandlere?

"Jeg vil gerne skelne mellem helbredelse og at blive rask. Den medicinske tilgang handler om at hjælpe mennesker, så de bliver raske. Det er vigtigt, at det brækkede ben heler op på den rette måde, og at influenzaen behandles korrekt. Det vil også være vigtigt i store dele af den alternative behandling. Men det er også vigtigt at være et helt menneske. Det kan man godt være uden at blive rask. Netop her er der en fællesmængde mellem den alternative og den kristne forståelse. Både den alternative behandler og den kristne læge vil værdsætte mennesket, som det er, uanset om det er rask eller ej!"

"Denne værdsættelse kan være utrolig vigtigt for det enkelte menneske, for at det kan udholde at være i den situation, det er i (og det kan sådan set også være fremmende for, om man bliver rask). Vi taler om mere end positiv tænkning her. Det handler ikke om at drømme sig væk fra, at man er syg, men at erkende, at man har et værd, selvom man er syg."

"Dette gælder også Jesu helbredelser: det vigtigste for Jesus var gudsrelationen. Den lamme mand, der blev firet ned gennem taget til Jesus, levede nok i et mønster af selvfordømmelse, for dengang opfattede man sygdom som en straf for synd. Så det første, Jesus siger til ham er, at hans synd er tilgivet - hans forhold til Gud er i orden. Derefter gør han ham rask. Mandens grundlæggende helbredelse handlede om, at hans relation til Gud kom i orden. At han blev rask var blot en demonstration af dette, også over for de skeptiske tilhørere.

Lægens uddannelse er en gave fra Gud

"Jeg tror, det er vigtigt, at lægen ser på hele sin viden, uddannelse og det, han kan, som en gave fra Gud. Det udtrykkes så fint i Siraks bog: 'Herren lader lægemidler komme fra jorden, og den kloge væmmes ikke ved dem.' (Siraks bog 38, 4)."

"Vi kan godt komme til at glemme, at det er Gud, der har skabt de helbredende planter. Men det må være grundlæggende for en kristen læge at være taknemmelig over at have fået betroet så mange midler til at bringe lindring ind i lidende menneskers liv. Det er ikke en selvfølge."

Ole Skjerbæk Madsen er missionspræst i Areopagos. Den 23. januar 2016 deltager han i Kristelig Lægeforenings vintermøde i Værløse og holder et oplæg om "Menneskesyn og tro i alternativ behandling. Hvad er det kristne alternativ?" Her vil han komme nærmere ind på opfattelsen af sundhed og sygdom i alternativ behandling og kristendom, give sin vurdering af mindfulness som stadigt voksende behandlingstilbud og understrege betydningen af kirkens helbredende tjeneste.