Nyt kristent hospicehjem på vej

En arbejdsgruppe har gennem flere år arbejdet på at få etableret en ny selvejende institution i form af et friplejehjem, som får navnet Hospicehjemmet Ebenhaezer. Arbejdsgruppen har også fundet en placering i den nordligste krog af Region Syddanmark, nærmere bestemt i et skovområde ved landsbyen Vesterlund mellem Give og Nørre Snede.

Målgruppen for det nye hospice skal være senterminale beboerne med somatisk livstruende sygdom, eksempelvis patienter med KOL, hjertesygdomme, Parkinsons m.v.

Projektets initiativtager og formand for arbejdsgruppen er hollandsk-danske Miranda de Bruijn, der p.t. r ansat som koordinerende sygeplejerske på et plejehjem. Hun er specialist i palliativ indsats og er i gang med en diplomuddannelse i ledelse.

Miranda de Bruijn fortæller i en henvendelse til Kristelig Lægeforening, at hun oplever et kald fra Gud til at etablere et hospice. Sammen med de øvrige kristne i arbejdsgruppen vil hun meget gerne i kontakt med læger, som har interesse for palliativ pleje, og som kunne dele deres vision. Man kan kontakte Miranda på hospicehjemmet(at)gmail.com eller tlf. 50 66 17 85.

Man kan også læse mere om hospicehjemmet på arbejdsgruppens Facebook-side, hvor de blandt andet skriver sådan:

”Hospicehjemmet er baseret på værdier ud fra den kristne tro, der er derfor mulighed for at give et ekstra tilbud til dem, som har en troende dagligdag, hvor de er vandt til at læse andagt, bede en bøn eller høre lovsang.  Huset er dog et åbent sted for alle, der bliver alene forventet, at personalet og borgerne, som bor på Hospicehjemmet Ebenhaezer, respekterer værdierne i huset.”

Planen er, at hjemmet fortrinsvis skal være et tilbud til borgere i Vejle Kommune, men at borgere fra alle dele af landet, skal være velkomne, når de har fået en henvisning fra deres hjemkommune.  


Rugemoderskab kan være på vej til Danmark

Det Radikale Venstre rejser med et nyt ligestillingsudspil en debat om, hvorvidt lovgivningen omkring såkaldt altruistisk rugemoderskab skal lempes. Dette lagde Det Etiske Råd op til at gøre allerede for fem år siden.

I den nuværende lovgivning er der ikke noget til hinder for, at en kvinde i Danmark kan lade sig befrugte, gennemføre graviditeten og derefter frivilligt give barnet fra sig, men det er ikke muligt at få det offentliges hjælp til befrugtningen. Det sidste vil De Radikale gerne lave om på.

”[Vi vil] lovliggøre frivillige rugemødre, så barnløse og LGBTI-personer får bedre muligheder for at stifte familie. I Danmark er det et krav, at en rugemor, bærer sine egne æg. Derfor rejser et stigende antal danskere hvert år til udlandet og betaler for at få opfyldt deres ønske om at få deres egne børn. (…) [Vi vil] give flere kvinder mulighed for at kunne være rugemødre. Lovgivningen skal bygge på et altruistisk princip, så det sikres, at rugemoderen selv melder sig frivilligt. Det åbner op for, at parterne gerne må annoncere, men det er altafgørende, at det fortsat skal være forbudt at betale for en rugemor,” skriver partiet i et udspil dateret den 15. oktober.1

”Det handler ikke om, at alle har ret til at få et barn, men alle har ret til at få muligheden for at prøve,” lyder det uddybende og lettere kryptisk fra gruppenæstformand Sofie Carsten Nielsen i en artikel i Kristeligt Dagblad. 2

Avisen har talt med sundhedsordførerne for både Venstre eller Socialdemokratiet, og ingen af partierne er umiddelbart afvisende over for at ændre reglerne. Dansk Folkeparti er til gengæld skeptisk, og hos Etisk Råd mener formand Gorm Greisen ikke personligt, at der er nogen grund til yderligere at lempe adgangen til rugemoderskab.

”På egen bane er jeg bekymret, for det er et af en række initiativer i retning af at kunstiggøre det at få børn. Jeg mener ikke, man kan tale om en ret til at få børn, men heller ikke en ret til at få al mulig hjælp til at få børn,” siger han til Ritzau.

Udvikling i etikken spores hos Etisk råd

Det Etiske Råd har taget stilling til spørgsmålet om rugemoderskab for henholdsvis ti og fem år siden. Fra 2008 til 2013 var der sket et markant skred – fra en klar afvisning af enhver form for rugemoderskab, til at en væsentlig andel af rådets medlemmer mente, at man bør lempe reglerne for altruistisk rugemoderskab, og nogle var endda parat til at åbne for kommercielt rugemoderskab:

”Flertallet mener (…) ikke, at surrogatmoderskab bør forbydes i enhver situation, og syv medlemmer opfordrer lovgiverne til at se på muligheden for at lempe adgangen til altruistisk surrogatmoderskab i Danmark. Et mindretal finder derudover, at muligheden for en form for certificeret, kommercielt surrogatmoderskab bør fremmes,” står der i rådets redegørelse fra 2013.3

Fem år tidligere var 16 ud af 17 medlemmer ellers enige om at udtale følgende:

”Det anbefales at bevare den nuværende lovgivning. 16 medlemmer (…) mener, at rugemoderskab af enhver art kan være forbundet med mange etiske og menneskelige problemer. Medlemmerne finder dog ingen grund til at ændre den nuværende lovgivning,” skrev rådet i 2008.4

I et senere afsnit af samme udtalelse ligner argumentationen noget, som blandt andet også kunne være sagt i abortdebatten:

”Det Etiske Råd er imod kommercielle rugemoderskabsaftaler, fordi de efter rådsmedlemmernes opfattelse kan bidrage til en uheldig ændring af grundlæggende forestillinger om forældreskab og menneskelig reproduktion. Et centralt element i disse forestillinger er blandt andet, at fosteret og det nyfødte barn har en værdighed og værdi i sig selv,” hedder det.

Som en sidebemærkning kan det nævnes, at hvis denne påstand er rigtig, altså at det fortsat er en grundlæggende forestilling blandt danskerne, at et foster har en værdighed og værdi i sig selv, så kan det være en del af forklaringen på, at otte ud af ti danskere i en eller anden grad mener, at abort er etisk problematisk, selvom et endnu større flertal paradoksalt nok støtter den nuværende abortlovgivning (ifølge en undersøgelse fra 20135).

Relationer gøres forvirrende med vilje

Kristelig Lægeforening har ikke officielt taget stilling til spørgsmålet om rugemoderskab.

Den lille bog ”Facing Infertility”, som Kristelig Lægeforening tidligere i 2018 udgav på dansk med titlen ”Barnløshed?”, kommer med et tydeligt kristent udgangspunkt ind på emnet:

”Det er i barnets bedste interesse at fødes ind i en naturlig familiestruktur, hvor familierelationerne ikke er blevet gjort forvirrende med vilje. Barnet og rugemoren, som er de mest sårbare parter og dem, der har størst sandsynlighed for at mærke smertefulde konsekvenser, nyder ingen eller kun lille beskyttelse,” skriver de britiske forfattere Jason Roach og Phillippa Taylor, og efter en henvisning til de bibelske beretninger om Hagar og Bilha, som begge blev brugt som en form for rugemødre, fortsætter de:

”Derfor bør vi være forsigtige, eftersom resultatet blev jalousi, magtkamp, forskelsbehandling og ufred i familien. Der er dog visse medicinske scenarier, hvor en kvinde ikke fysisk er i stand til at bære sit barn til terminen, og en anden kvinde offervilligt melder sig til at gøre det. (…) Par bør være klar over, at denne mulighed er fuld af både praktiske og etiske vanskeligheder for rugemor såvel som barn og forældre. At finde en rugemor kan være en mulig løsning, men vi mener, det er uklogt, og at adoption er en langt bedre løsning. (…) Vi mener, at kristne bør sige nej til at bruge rugemor.”

Links

  1. Politisk udspil fra Det Radikale Venstre: ”Mod til forandring. Ligestilling nu
  2. Artikel i Kristeligt Dagblad: ”Radikale vil lempe reglerne for rugemoderskab
  3. Det Etiske Råds udtalelse om rugemødre, 21. maj 2008
  4. Det Etiske Råds redegørelse ”International handel med menneskelige æg, rugemoderskab og organer” fra 2013
  5. Ritzau-artikel fra maj 2013: ”Måling: Stort flertal har etiske skrupler om abort” 

 


Nyt materiale skal klæde læger og sygeplejersker på til at tale om eksistentielle emner

En ny bog fra forlaget Eksistensen har til formål at styrke ansatte i sundhedsvæsenet i deres arbejde med eksistentiel støtte til patienter og pårørende. Ifølge forlaget mødes de ansatte i sundhedsvæsenet af stadige krav til forbedring af støtten til patienter og pårørende, også i forhold til de mere personlige og eksistentielle sider af livet med sygdom. Bogen ”Eksistenslaboratorium” er udformet som et undervisningsmateriale, der gennem en række øvelser opfordrer sundhedsprofessionelle på tværs af sektorer til at reflektere nærmere over begreber som afmagt, livsmod og håb i forhold til mennesker, som rammes af sygdom.

Nærmere bestemt rummer bogen 20 øvelser, og den er tilrettelagt som en håndbog for lederen af ”laboratoriet”. Med afsæt i nogle af øvelserne kan lederen sammensætte et forløb efter de konkrete forhold og blandt andet udfordre deltagerne til at arbejde med ”den svære samtale”. Forløbet består ideelt set af tre laboratorier a to timers varighed med cirka tre ugers mellemrum og med 6-8 deltagere, som får hjemmeopgaver mellem samlingerne.

Materialet er på forhånd grundigt afprøvet. Det er nemlig blevet til i samarbejde med Region Hovedstadens Uddannelsesenhed på baggrund af et pilotprojekt på Onkologisk klinik på Rigshospitalet. Ifølge bogens indledning havde man her forsøgt sig med kommunikationstræning og supervision i forbindelse med håndtering af følelsesmæssigt belastende samtaler, men uden den ønskede forbedring af det psykiske arbejdsmiljø på stedet. Erfaringerne med de nyudviklede eksistenslaboratorier var imidlertid så gode, at der var basis for at udbrede konceptet.

Forfatterne er religionssociolog Majbritt Normann, der til daglig arbejder som specialkonsulent på Amager og Hvidovre Hospital Nielsen, og hospitalspræst Maria Baastrup Jørgensen. Ud over disse to har yderligere to hospitalspræster og en religionssociolog deltaget i udviklingen og afviklingen af pilotprojektet.

Af overskrifter på de enkelte øvelser kan nævnes: ”Nærvær”, ”Sorg og krise”, ”Håb”, ”Hvad er meningen”, ”Sproglige koder” og ”Grundmytologier”.

”Eksistenslaboratorium” er på 132 sider og kan købes for 299 kr. på www.eksistensen.dk, hvor man også kan læse bogens indledning og indholdsfortegnelse.


Ny vejledning rykker ikke ved praksis for palliativ sedering

Sundheds- og Ældreministeriet har den 7. juni offentliggjort en ny og mere tydelig ”Vejledning i medikamentel palliation til patienter med livstruende sygdom” til afløsning af ”Vejledning i medikamentel palliation i terminalfasen” fra 2002. Dette sker i forlængelse af opdateringen af Sundhedsloven, som blev vedtaget af Folketinget i marts, og som udvider patienters mulighed for at fravælge en livsforlængende behandling.

Til gengæld står det nu klart, at den nye lovgivning og vejledning ikke på nogen måder udvider mulighederne for at tilvælge en livsforkortende behandling. I vejledningens afsnit om lovgrundlaget hedder det da også: ”Der er ikke tale om aktiv dødshjælp (eutanasi), som er forbudt i Danmark”.

Styrelsen for Patientsikkerhed sendte i slutningen af 2017 et vejledningsudkast i høring. I dette udkast var der en formulering, som kunne give anledning til en vis usikkerhed om, hvornår en kontinuerlig og dermed livsafsluttende palliativ sedering kunne komme på tale. Her fremgik det nemlig, at denne form for behandling som udgangspunkt kun kunne gives, hvis ”døden med stor sikkerhed forventes inden for kort tid (timer til få døgn)”, men at dette kunne fraviges i meget sjældne tilfælde, hvor kontinuerlig palliativ sedering må anses for påkrævet for at hindre ubærlige lidelser hos patienten (udkastets punkt 7.3.2).

I vejledningens endelige version (punkt 7.52.) er denne uklarhed imidlertid ryddet af vejen. Man kan fortsat udføre en periodisk palliativ sedering af uafvendeligt døende patienter, hvis forventede levetid ”vurderes at være længere end timer til få døgn”, men ifølge vejledningen kan sederingen kun overgå til at være kontinuerlig, ”hvis det er påkrævet og døden med stor sikkerhed efter et lægeligt skøn forventes inden for kort tid (timer til få døgn)”. Med andre ord er kravet om en forventet levetid på ”timer til få døgn” ufravigeligt.

Vejledningen rydder i forhold til 2002-vejledningen en række uklarheder af vejen, men grundlæggende fastholder den altså den hidtidige praksis for palliation.

I en pressemeddelelse fra Sundheds- og Ældreministeriet hed det ellers den 6. september 2017, at den politiske aftale, som banede vej for ændringen af Sundhedsloven også indebar, at ”Styrelsen for Patientsikkerhed ændrer den faglige vejledning, så perioden med mulighed for afsluttende (kontinuerlig) palliativ sedering ændres fra ’timer til få døgn’ til ’dage til uger’”. Men denne potentielle dødshjælps-glidebane har der altså vist sig så meget skepsis over for – fra blandt andre Lægeforeningen og Kristelig Lægeforening – til at den blev sløjfet.

Den nye gældende vejledning indeholder nogle afsnit, som set i forhold til udkastet er nye, blandt andet om selvbestemmelsesretten hos mindreårige på 15-17 år og om den såkaldte tryghedskasse. Desuden er det i vejledningen tydeliggjort, at ”en patients ønske om at være hjemme bør imødekommes i den udstrækning, at det overhovedet er muligt”, men at der ved palliativ sedering er ”behov for tættere observation af for eksempel frie luftveje, og behandlingen kan derfor vanskeligt foregå i eget hjem”.

Læs vejledningen her


Minister: Palliativ Sedering må ikke gives for at fremskynde døden

Døende patienters øgede muligheder for at bestemme over egen behandling omfatter ikke det konkrete valg af medicinering, fastslår sundhedsministeren. Læger vil få klarere retningslinjer for, hvornår palliativ sedering kan gives, og i udkastet til ny vejledning handler det tydeligvis ikke om dødshjælp, men om smertelindring – og det på trods af politiske udmeldinger, som har antydet et ønske om at åbne for brugen af palliation til fremskyndelse af døden.

Af Filip Graugaard Esmarch

I de kommende ændringer af patienters selvbestemmelsesret ved livets afslutning er det kun patienternes mulighed for fravalg af behandling, der ændres ved lov – ikke deres mulighed for at tilvælge en medicinsk behandling, eksempelvis i form af palliativ sedering. Det vil altså fortsat være op til en lægelig vurdering, hvilken form for smertelindrende og potentielt livsforkortende behandling, der eventuelt skal gives.

Dette slår sundhedsminister Ellen Trane Nørby fast i et svar til Kristendemokraterne, efter at partiet havde anmodet om en præcisering.

”Som kommentar til Kristendemokraternes bekymring om brugen af palliativ sedering (...) kan jeg oplyse, at palliativ sedering, hvor bevidsthedsniveauet hos patienten reduceres så meget, at muligheden for kommunikation med patienten er stærkt reduceret eller helt ophørt, kun må anvendes i forhold til patienter, som både er uafvendeligt døende og svært lidende på grund af fysiske eller psykiske symptomer, der ikke har kunnet lindres på anden måde,” skriver hun.

Når det omvendt handler om behandlingsafbrydelse med døden til følge, understreger ministeren – i en kommentar til en anden henvendelse – at det aktuelle lovforslag ikke indebærer nogen risiko for, at man som læge kan tvinges til at foretage sig noget, der måtte stride imod ens etiske overbevisning.

”Det kan ikke kan udelukkes, at det vil stride imod nogle sundhedspersoners etiske opfattelse af sundhedspersoners forpligtelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed som led i deres virksomhed, at skulle afbryde behandlingen af en ikke-uafvendeligt døende og habil patient, som ønsker dette, hvis sundhedspersonen vurderer, at afbrydelsen vil medføre, at patienten afgår ved døden umiddelbart derefter,” skriver Ellen Trane Nørby.

Ifølge lovforslaget vil lægen dog i en sådan situation være forpligtet til at henvise patienten til en læge, som kan efterkomme patientens ønske og dermed sikre, at patienten kan udøve sin ret til selvbestemmelse.

NØDVENDIGE PRÆCISERINGER

Kristendemokraternes formand, Stig Grenov, var i sin henvendelse til ministeren utilfreds med, at hun ikke på noget tidspunkt havde forholdt til direkte til en udtalelse fremført af Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, som beskriver et scenarium, hvor ”sovemedicin” tilsyneladende gives for at fremskynde døden:

”Når lægen siger, du skal dø inden for nogle uger, så skal det være en mulighed at fjerne medicin, mad og drikkevarer og give sovemedicin, så man sover stille og roligt ind i døden,” citerer DR ordføreren for at sige.

I sit svar kommenterer Ellen Trane Nørby fortsat ikke Flemming Møller Mortensens udtalelse direkte. Men hun understreger, at det aktuelle lovforslag ganske vist styrker patienters ret til at fravælge behandling, men ikke deres ret til at tilvælge en bestemt behandling. Derimod er der af hensyn til selve det lægefaglige arbejde brug for en nærmere afklaring af, hvornår palliativ sedering kan gives.

”Den brede politiske aftale (…) indeholder et element, der kræver, at sundhedspersoner, som behandler patienter, hvis død er nært forestående, ikke er i tvivl om, at de vil kunne give disse patienter den medikamentelle palliation, som er nødvendig. [Dette] element reguleres ikke med lovforslaget. Men det gør ikke elementet mindre væsentligt,” skriver ministeren og uddyber:

”Regeringen og samtlige partier i Folketinget finder det nemlig helt afgørende at skabe klarhed om mulighederne for at lindre en uafvendeligt døende patients tilstand ved at give de nødvendige smertestillende, beroligende eller lignende midler, selvom dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet – som det hedder i sundhedslovens § 25, stk. 3. (…)”

PERIODISK OG KONTINUERLIG PALLIATION

Styrelsen for Patientsikkerhed udsendte derfor i november et udkast til en revideret og mere omfattende vejledning om medikamentel palliation i terminalfasen. Heri er noget af det nye – set i forhold til den nuværende vejledning fra 2002 – at der skelnes tydeligere mellem henholdsvis periodisk og kontinuerlig palliativ sedering.

I udkastet åbnes der for, at periodisk sedering kan gives til en uafvendeligt døende patient. I den sammenhæng defineres ”uafvendeligt døende” som ”en patient, hvor døden efter et lægeligt skøn med stor sandsynlighed forventes at indtræde inden for dage til uger trods anvendelse af behandlingsmuligheder, der er mulige ud fra den tilgængelige viden om grundsygdommen og dens eventuelle følgetilstande” (punkt 2).

Derimod gælder det fortsat, at en kontinuerlig og dermed afsluttende palliativ sedering som udgangspunkt fortsat kun kan gives, hvis ”døden med stor sikkerhed forventes inden for kort tid (timer til få døgn)” (punkt 7.3.1). Samtidig fremgår det dog, at dette kan fraviges i meget sjældne tilfælde, hvor kontinuerlig palliativ sedering må anses for påkrævet for at hindre ubærlige lidelser hos patienten (punkt 7.3.2).

Kriterierne bliver på den måde mere præcise. Men der er vel at mærke ikke lagt op til, at en egentlig livsforkortende behandling skal kunne gives på et tidligere tidspunkt i sygdomsforløbet, med mindre det skønnes nødvendigt. Og i udkastet til ny vejledning hedder det da også, at der ”ikke må sederes dybere, dvs. patientens bevidsthedsniveau må ikke sænkes mere, end det er tilstrækkeligt til at lindre patientens lidelser” (punkt 7.3.2).

RISIKO FOR UKLARHEDER OM DØDSÅRSAG

På nogle punkter kunne vejledningen dog med fordel gøres endnu mere præcis. Det har Etisk Råd påpeget i sit høringssvar fra december.

”Det Etiske Råd finder det væsentligt, at det er muligt at skelne klart mellem aktiv dødshjælp og de patientforløb med palliativ sedering, hvor patienten dør under forløbet, uden at det kan betragtes som aktiv dødshjælp. For nogle medlemmer af rådet har en overvejelse i forlængelse heraf været, om udkastet til vejledningen i tilstrækkelig grad respekterer nødvendigheden af, at denne sondring kan opretholdes i de enkelte tilfælde, og derved sikrer de sundhedsfagliges retsstilling tilstrækkeligt godt,” skriver formand Gorm Greisen på vegne af rådet.

Et godt eksempel på dette er en situation, ”hvor en patient gives palliativ sedering i så lang tid

uden at få tilført ernæring og væske, at patienten snarere må siges at dø af sult og/eller væskemangel end af sin sygdom”. I realiteten kan patienten på den måde siges at modtage en aktiv hjælp til at sulte eller tørste sig ihjel.

”Et stort flertal af Det Etiske Råds medlemmer anbefaler i forlængelse heraf, at det præciseres i vejledningen, at en patient ikke må udsættes for palliativ sedering uden at få tilført væske og ernæring i så lang tid, at der kan opstå reel tvivl om, hvorvidt patienten er død af sin sygdom eller af sult/tørst,” skriver Gorm Greisen.

Der er ikke angivet nogen ikrafttrædelsesdato for den nye vejledning, men som nævnt følges den ad med det aktuelle forslag om ændring af Sundhedsloven. Lovforslaget skal andenbehandles af Folketinget den 15. marts.

LINKS TIL DOKUMENTER


Palliativ sedering skal ikke være en patientrettighed

Kristendemokraternes Stig Grenov deler Kristelig Lægeforeninings synspunkt om, at bindende aftaler om brug af palliativ sedering ikke skal kunne indgå i et behandlingstestamente.

Forkortelse af livet må aldrig være et mål med behandlingen, pointerer den nuværende og to tidligere formænd for Kristelig Lægeforening i den topaktuelle debat om døende patienters udvidede adgang til palliativ sedering. Efter alt at dømme er der risiko for, at læger i realiteten vil kunne forpligtes til medvirken i aktiv dødshjælp.

Kristelig Lægeforenings formand, Anne Bodilsen, har i fællesskab med to af sine forgængere på formandsposten været i skriftlig dialog med sundhedsministeren og Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg. Her har de tre gjort opmærksom på foreningens synspunkter i forbindelse med en aktuel ændring af sundhedslovens bestemmelser omkring dødshjælp.

Ifølge en politisk aftale blandt alle Folketingets partier skal reglerne om patienters selvbestemmelsesret ved livets afslutning ændres, sådan at retten til – med Sundhedsministeriets formulering – at ”vælge livet fra” bliver øget, både med hensyn til fravalg af behandling og med hensyn til palliativ sedering. Dette skal blandt andet ske ved en opdatering af vejledningen om medikamentel palliation og ved at ændre livstestamenteordningen til en behandlingstestamenteordning, som giver øgede muligheder for forhåndstilkendegivelse af, hvad man ønsker som patient.

Som en reaktion på udkastet til lovændring, som blev sendt ud september, sendte de tre KLF-repræsentanter i begyndelsen af november et brev til ministeren og Sundhedsudvalget. Afsenderne er ud over Anne Bodilsen også Ellen Kappelgaard, som er tidligere medlem af Det Etiske Råd, og Hans Holmsgaard, som er initiativtager til Omsorg indtil døden, der er bredere anlagt netværk imod aktiv dødshjælp.

BEHOV FOR KLARIFICERING

Fra politisk hold er der lagt op til, at hvis en patient ud fra en lægelig vurdering har mindre end et par måneder tilbage at leve i, skal palliativ sedering i visse tilfælde kunne tilvælges af patienten som en udvej fra et liv i kraftige smerter. I den sammenhæng mener de tre KLF’ere, at det er yderst vigtigt at være opmærksom på, hvornår palliativ sedering i realiteten bliver til aktiv dødshjælp.

”Vi er enige i, at patienten efter grundig information skal have lov til at fravælge behandling (og også mad og drikke); men vi må stædigt fastholde, at enhver aktiv behandling inklusive indgift af medicin – og altså også sovemedicin med det formål at fremskynde døden – er aktiv dødshjælp. Vi mener endvidere, at palliativ sedering kun bør anvendes i få udvalgte terminale tilfælde, hvor patienten er uafvendeligt døende, og hvor det ikke har været muligt at smertedække tilstrækkeligt på anden vis,” skriver de i brevet til sundhedsministeren og fortsætter:

”Vi håber, at du i den videre bearbejdning af lovforslaget vil være med til at få dette klarificeret meget tydeligt, så man ikke lister aktiv dødshjælp ind ad bagdøren. Vi har noteret os, at der i bemærkningerne til lovforslaget i slutningen af punkt 1.1 står: ’Det er vigtigt at understrege, at regeringen ikke med forslaget legaliserer aktiv dødshjælp’, og vi sætter vores lid til, at dette står til troende."

MINISTER ERKLÆRER SIG ENIG

Efter at selve lovforslaget den 24. november blev førstebehandlet af Folketinget og sendt til yderligere behandling i Sundheds- og Ældreudvalget, bad udvalgsformand Lisselott Blixt (DF) ministeren om at kommentere henvendelsen fra Bodilsen, Kappelgaard og Holmsgaard.

I svaret, som en fuldmægtig i ministeriet har formuleret på vegne af Ellen Trane Nørby, slår sundhedsministeren fast, at ”formålet med brug af palliativ sedering ikke er at slå ihjel, men derimod at lindre mod stærke smerter i livets afsluttende fase”.

”Jeg vil i denne forbindelse gerne erklære mig enig med Hans Holmgaard m.fl., når de påpeger, at palliativ sedering kun må anvendes i forhold til patienter, som både er uafvendeligt døende og svært lidende på grund af fysiske eller psykiske symptomer, der ikke har kunnet lindres på anden måde,” uddybes det i ministersvaret.

MEDICIN AT SOVE IND PÅ

Herefter sendte repræsentanterne fra Kristelig Lægeforening og Omsorg indtil døden i slutningen af december et nyt brev til sundhedsministeren og Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg:

”Vi glæder os også over ministerens ord: ’Formålet med brug af palliativ sedering er ikke at slå ihjel’,” bemærker de og udtrykker samtidig en fortsat bekymring om, hvorvidt denne væsentlige pointe i sidste ende vil blive tilstrækkelig klart formidlet.

Som et konkret eksempel på, at det i den politiske debat ikke altid står så klart, at døden ikke kan være et mål, citerer de Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen:

”Når lægen siger, du skal dø inden for nogle uger, så skal det være en mulighed at fjerne medicin, mad og drikkevarer og give sovemedicin, så man sover stille og roligt ind i døden,” siger ordføreren til DR, hvilket får Anne Bodilsen, Ellen Kappelgaard og Hans Holmsgaard til at pointere:

”Når det kommer til at give ’sovemedicin, så man sover stille og roligt ind i døden’ – og altså ikke for at behandle søvnbesvær – så er der tale om en aktiv handling med det formål at fremkalde døden. Her mener vi, at det meget klart bør fremgå af loven, at enhver form for medicin kun må anvendes med den intention at behandle symptomer og ikke til at afslutte livet. I enkelte tilfælde kan det være en acceptabel bivirkning ved behandlingen, at livet afkortes; men det må aldrig være målet med behandlingen.”

KAN PÅLÆGGES AKTIV DØDSHJÆLP

Samtidig sætter de tre det stort spørgsmålstegn ved, om palliativ sedering bør gøres til en patientrettighed i forbindelse med en påtænkt indføring af et juridisk bindende behandlingstestamente.

”Hvis man giver nogle en rettighed til en behandling, så pålægger man også andre en pligt til at give behandlingen. Hvis man eksempelvis gør palliativ sedering til en patientrettighed, så pålægger man lægen en pligt til at give den. Derfor må bør man også overveje ganske nøje, om ønsket om palliativ sedering skal indgå i behandlingstestamentet, som jo påtænkes gjort bindende for lægen. Vi mener ikke, at det skal indgå. Dette vil også kræve en meget omfattende definition af, i hvilke situationer man skulle have denne rettighed,” skriver de til sundhedsministeren og slutter:

”En meget vigtig pointe er, at man skal kunne sige nej tak til en behandling, men ikke kræve en behandling. Vi er derfor også meget glade for, at sundhedsministeren i et brev til os den 10-10-17 skriver: ’Derimod vil man fortsat ikke kunne kræve en behandling, som ikke er lægefagligt begrundet. Dette bør også klart fremgå af loven. Man skal ikke kunne tvinge en læge til at give en behandling, som han eller hun ikke finder indiceret!”

OPBAKNING FRA KD

I et brev fra Kristendemokraterne afsendt til Sundhedsudvalget den 3. januar bakker partiets landsformand, Stig Grenov, op om de synspunkter, Anne Bodilsen, Ellen Kappelgaard og Hans Holmsgaard har udtrykt.

”Vi har i Kristendemokraterne med voksende bekymring fulgt diskussionen om den politiske aftale af 6/9 2017, den efterfølgende behandling af L99 og senest udvekslingen af synspunkter mellem Kristelig Lægeforening og sundhedsminister Ellen Trane Nørby,” indleder han og henviser til førnævnte citat fra Socialdemokratiets ordfører, Flemming Møller Mortensen (FMM):

”Det er utilfredsstillende, at ministeren i sit svar af 18/12 2017 vedrørende henvendelsen fra Kristelig Lægeforening ikke klart tager stilling til, om et behandlingsforløb som det, FMM har beskrevet i pressen, i lovens forstand må siges at være aktiv dødshjælp, eller om behandlingsforløbet ifølge ministeren af juridiske eller andre grunde ikke nødvendigvis skal karakteriseres som sådan,” skriver Stig Grenov.

Han kommer med en kraftig opfordring til ministeren om at afklare dette i den fortsatte behandling af lovforslaget. Efter Kristendemokraternes opfattelse bør det absolut ikke være muligt at ”give sovemedicin, så man sover stille og roligt ind i døden”, når patienten kan smertedækkes uden brug af medikamentel palliation.

”Hvis denne behandling juridisk set ikke vurderes at være aktiv dødshjælp (og dermed er forbudt), vil jeg opfordre til, at det på anden vis sikres, at den type behandling ikke lovliggøres i Danmark. Under alle omstændigheder vil jeg opfordre til, at der stilles et ændringsforslag til L99, hvori det sikres, at bindende aftaler om brug af palliativ sedering ikke vil kunne indgå i et behandlingstestamente, idet man skal fastholde at palliativ sedering kun bør anvendes efter en lægelig vurdering i situationen og udelukkende i få udvalgte terminale tilfælde (…),” skriver Stig Grenov og opsummerer:

”I KD håber vi meget, at Folketinget vil afvise behandlinger som den, der er beskrevet som af FMM, og i det hele taget vil fastholde, at Danmark ikke skal indføre nogen form for aktiv dødshjælp.”

Sundhedsudvalget har bedt sundhedsministeren kommentere henvendelsen fra Kristendemokraterne, men ministerens svar foreligger endnu ikke. Ifølge tidsplanen for Sundhedsudvalgets behandling af lovforslaget er fristen for svar på spørgsmål den 9. februar, hvorefter der den 20. februar skal være en politisk drøftelse, og en uge senere skal udvalget aflevere en betænkning.

Filip

Find de foreløbige dokumenter i sagen, inklusiv brevet fra Kristendemokraterne til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg, på siden her.


KLF-årsmøde med John Wyatt i oktober 2018

I 2018 er der verdenskongres i regi af International Christian Medical & Dental Association (se icmda2018.org). Det ligger i uge 34, altså i slutningen af august. Og Kristelig Lægeforenings bestyrelse ønsker at bakke op om, at vi fra Danmark kommer så mange som muligt af sted til verdenskongres i Indien!

Derfor ligger vores eget årsmøde ikke som vanligt i den første af weekend i september – i stedet venter vi til den 5. til 7. oktober. Vi har været glade for at være på Børkop Højskole de seneste par år, men i 2018 vender vi tilbage Danhostel i Svendborg, hvor vi også holdt årsmøde i 2015.

Og så er det med stor glæde og forventning, at vi kan fortælle, at John Wyatt fra University College London har sagt ja til at være vores hovedtaler i den weekend. Han er professor i sundhedsetik og perinatlogi. I sit medicinske arbejde har han bidraget med viden om, hvordan man bedst muligt hjælper kritisk syge nyfødte, men gennem de seneste mange år har han især koncentreret sig om undervisning og forskning i de etiske dilemmaer, lægevidenskabens fremskridt medfører.

I KLF’s britiske søsterforening, Christian Medical Fellowship, er John Wyatt aktiv som formand for foreningens Medical Study Group. Han er ikke mindst kendt for sine bøger, blandt andet ”Matters of life and death”, hvis første udgave i en anmeldelse i bladet Nucleus, januar 1999 blev anbefalet som ”essentiel læsning og en fremragende ressource for alle kristne læger”.

Vi vender naturligvis tilbage med mange flere informationer om årsmødet den 5.-7. oktober 2018 – men der er altså al mulig grund til at reservere weekenden allerede nu.


Jørgen Grønbæk 1922-2017

Jørgen Grønbæk fotograferet i 2007 (foto: Kristian Kristensen)

Af Karen Nielsen

Jørgen Grønbæk startede sit arbejdsliv i landbruget og blev senere uddannet mejerist, inden han startede på medicinstudiet. Han var i mange år praktiserende læge i Højslev ved Skive sammen med Torben Poulsen og Torben Roulund, og efter salg af praksis rejse han rundt til vikariater i Danmark og Sverige.

Jørgen Grønbæk var aktiv i medicinerkredsen i Århus og gennem sine lægeår og efter sin pensionering aktiv i Kristelig Lægeforening. Jeg husker ham med festlige små optrin på jysk til festaftner på årsmøder, sidst med violinen ved et årsmøde i Svendborg for et par år siden. Han var redaktør af Serpens Aeneus og ansvarshavende redaktør af festskriftet til KLF’s 100 års jubilæum.

Grønbæk havde en levende interesse for studenterne i foreningen og lagde ofte bil til et par studenter til møderne. Han var også meget optaget af vores søsterforening i Serbien.

Han var på mange områder forud for sin tid. Havde vindmølle ved klinikken og støjvold uden for klinikken, længe før det blev moderne. Han bevarede en levende interesse for nye ting.

Jørgen Grønbæk sov stille ind på Hospice Limfjord den 28. juni 2017, ikke længe efter sin 95 års fødselsdag, omgivet af sine tre børn og svigerbørn.

Æret være Grønbæks minde.